Behovet for at være online 24/7 har skabt en modreaktion, når vi holder ferie. Nu er destinationerne med det dårligste mobilsignal de mest interessante.

En undersøgelse fra amerikanske Pegasystems viser, at den gennemsnitlige kontormedarbejder skifter imellem forskellige programmer og applikationer 1.110 gange om dagen. Det sker blandt andet, fordi de ansatte tjekker deres e-mail hvert sjette minut dagen igennem, og fordi de løbende bliver forstyrret af notifikationer, SMS’er og alarmer.

I det hele taget er vi online som aldrig før. Også i privat regi er vores hverdag fuld af sociale medier, breaking news, live streaming og ikke mindst smartphonen. Minicomputeren som vi har med over alt, og som mange af os føler, at vi ikke kan leve uden.

Den enorme virtuelle tilstedeværelse betyder blandt andet, at arbejde og fritid flyder sammen og skaber stress.

Internationale undersøgelser viser, at særligt brugen af sociale medier kan føre til social isolation, dårlig koncentrationsevne og i sidste ende depression.

Som modvægt søger vi i forbindelse med ferier væk fra det digitale pres og imod det simple og uforstyrrede. Tendensen har været til at få øje på igennem flere år. Det nye er, at turismedestinationer nu i stigende grad slår sig selv op på dårligt internet og ikke-eksisterende mobilsignaler. Når det handler om digital detox, er huller i mobilsignalet pludselig velkomne af den simple årsag, at de giver mulighed for at tage en pause fra al teknologien og lade op på den naturlige måde. 

Også Airbnb er hoppet med på bølgen og fremhæver en række destinationer og boliger, hvor mobilsignal og internet har særdeles trange kår – og i de fleste tilfælde er helt fraværende. Det sker i erkendelse af, at Airbnb kan mærke en øjeblikkelig øget opmærksomhed omkring boliger med såkaldte ”døde zoner” i mobildækningen, hvor det dermed er muligt at finde ægte, uspoleret fred og ro. Måske fordi der i en verden, der er mere forbundet end nogensinde, bliver færre og færre områder uden hverken mobil- eller internetforbindelse.

Tendensen kan blandt andet ses på denne meget populære hyttebolig beliggende mere end 1.600 km fra den afrikanske kyst på øgruppen Seyshellerne. Ferieparadiset er så langt fra civilisationen, at det er så godt som umuligt at få forbindelse til mobil- eller internettet.

En endnu mere ekstrem digital detox finder du i Alaska ved nationalparken Denali. Vælger du for eksempel at overnatte i en denne hytte, der er placeret på Nordamerikas højeste punkt, er du ikke bare langt fra alt, hvad der hedder mobil- og internetforbindelse, men også selve civilisationen. For efter en knap 8 km lang vandretur i de amerikanske bjerge vil der udover manglende mobil- og internetadgang heller ikke være adgang til hverken rindende vand eller elektricitet.

Men du behøver faktisk ikke at rejse længere væk end til irske Bere Island ved Cork for at komme langt væk fra den din sædvanlige online tilstedeværelse. På den frodige ø lever de cirka 250 indbyggere en uforstyrret tilværelse, for efter sigende skulle mobilforbindelsen være fuld af huller, og den eneste måde at komme til øen er via en færge. Det har blandt andet gjort denne hytte til en særdeles populær og meget afsides liggende udlejningsbolig på Airbnb.

Similar Posts