Scandic fortsætter sin offensiv på det københavnske hotelmarked. Danmarks største hotelkæde offentliggør i dag et nyt hotel på Nørreport, der står klar næste år. Hotellet bliver Scandics femte nye i hovedstaden inden for en kort årrække. Til det nye hotel vil Scandic skabe 50 nye arbejdspladser.

Hotellet, der udvikles i samarbejde med og ejes af ATP Ejendomme, bliver Scandics 27. hotel i Danmark.

Nørreport-hotellet får hundrede værelser samt en stor terrasse, skybar og restaurant på toppen. Som det eneste af kædens danske hoteller får Scandic Nørreport ingen mødelokaler. I stedet satser Scandic på at tiltrække individuelle rejsende fra både forretnings- og fritidssegmentet samt lokale københavnere, der frit kan benytte hotellets lobby til arbejde samt restaurant og bar.

”Med vores nye Nørreport-hotel viser vi endnu en gang, at København er et kernemarked for os. Hundrede værelser ændrer ikke hele markedet, men vores ekspansion sætter en tyk streg under vores engagement og tro på København – både på fritids- og forretningsmarkedet. Arbejdet med at klargøre hotellet er allerede i fuld gang, og vi glæder os meget til, at vi kan slå dørene op næste år,” siger Søren Faerber, Scandics administrerende direktør i Danmark.

Similar Posts