Airbnb har opgjort alverdens turismedestinationer efter vækst i antal private bookinger i 2019. Ganske bemærkelsesværdigt indtager Silkeborg listens andenplads.  

Overgangen til et nyt år og særligt et nyt årti giver altid anledning til både at skue fremad og bagud. Således også hos Airbnb der har offentliggjort en stor mængde data over de seneste års bookinger på deleplatformen. Vel at mærke fra alverdens gæster og turister, som benytter sig af Airbnb i forbindelse med ferie eller andre ophold.

Særligt interessant fra et dansk perspektiv er listen over de destinationer, som globalt set kan fremvise den største vækst i antallet af bookinger fra 2018 til 2019. Her er typisk tale om destinationer, som traditionelt ikke har været store, når det gælder privat boligudlejning, men som pludselig kan fremvise en stejl vækst.

Listens nummer et udgøres af tyske Oberammergau i Garmish-Partenkirchen, hvor gæster i stor stil har fået øjnene op for privat indkvartering i forbindelse med skiferier. Således er antallet af bookinger her steget med hele 447 procent fra 2018 til 2019. En næsten lige så stor vækst kan Silkeborg imidlertid fremvise, idet antallet af bookinger i bilernes by er steget med 409 procent fra 2018 til 2019. Tredjepladsen på den internationale liste over destinationer i lynvækst går til den idylliske engelske landsby Coningsby, der er blevet en meget populær destination for familier med en stigning i antal bookinger på 380 procent.

I 2019 benyttede flere end 1 million danskere Airbnb i forbindelse med både inden- og udenlandske rejser. Ligeledes besøgte 1,1 millioner mennesker Danmark via Airbnb. Begge dele er rekord.

Similar Posts